Persondataloven gælder som hovedregel kun for behandling af oplysninger om personer, dvs. fysiske personer. Visse af lovens regler gælder dog også for behandling af oplysninger om virksomheder, foreninger og lignende. Det er navnlig tilfældet for reglerne om kreditoplysningsbureauer.
Personoplysninger er enhver form for information, der kan henføres til bestemte personer, selv om dette forudsætter kendskab til et personnummer, registreringsnummer eller lignende. Også oplysninger i form af f.eks. billede, personens stemme og fingeraftryk er omfattet.
Er f.eks. navn eller adresse erstattet af en kode, der kan føres tilbage til den oprindelige personoplysning, vil der stadig være tale om en personoplysning. Krypterede oplysninger er dermed også omfattet, så længe nogen kan gøre oplysningerne læsbare og dermed identificere de personer, som oplysningerne vedrører. Oplysninger, som er gjort anonyme på en sådan måde, at den registrerede ikke længere kan identificeres, er ikke omfattet af definitionen og dermed heller ikke af persondataloven.
Begrebet (data)behandling omfatter enhver form for håndtering af oplysninger om personer. De mest almindelige former for behandling er indsamling, registrering, systematisering, opbevaring, brug, videregivelse, samkøring og sletning.
Både i den offentlige og i den private sektor gælder loven først og fremmest for behandling af personoplysninger, som sker ved hjælp af "elektronisk databehandling". Det vil sige, at loven gælder, når personoplysninger behandles ved hjælp af computerteknik, f.eks. skrivning af breve eller systematisering af personoplysninger. Elektronisk databehandling omfatter altså almindelig tekstbehandling, hvori der indgår personoplysninger. Loven gælder også, når personoplysninger sendes over internettet eller offentliggøres på en webside.
Loven gælder desuden, hvis oplysningerne skal indgå i et manuelt register. En systematisk samling af personoplysninger i f.eks. et papirkartotek eller en fortegnelse er derfor omfattet af loven, både i den offentlige og i den private sektor. Det samme gælder registre med biologisk materiale, f.eks. samlinger af blod- eller vævsprøver.
I den private sektor gælder loven herudover i et vist omfang for anden ikke-elektronisk systematisk behandling af personoplysninger, når der indgår oplysninger om personers mere private eller økonomiske forhold. Det kan f.eks. være et personalekontors sagsmapper om de enkelte ansatte, en banks sagsmapper om de enkelte kunder eller en advokats sagsmapper. Derimod er oplysninger i offentlige myndigheders fysiske sagsmapper som altovervejende udgangspunkt ikke omfattet af loven.