Inatsisartutlov om Offentlig Digital Post sikrer rammerne for digital kommunikation mellem offentlige myndigheder i Grønland og borgere eller virksomheder.
Borgere over 15 år samt virksomheder i Grønland skal tilslutte sig, med mulighed for fritagelse i særlige tilfælde. Systemet gør det nemt og sikkert at modtage post fra det offentlige, enten som en frivillig eller obligatorisk bruger.
Inatsisartutlov om Offentlig Digital Post kan hentes her
Inatsisartutlov om Digital Betalingsforvaltning giver Naalakkersuisut mulighed for at fastsætte regler for, hvordan offentlige myndigheder håndterer betalinger digitalt. Dette omfatter elektroniske betalinger og de tilknyttede processer til at modtage og sende penge fra det offentlige.
Visse selvejende institutioner, fonde og foreninger kan også være omfattet af reglerne, hvis de modtager støtte fra det offentlige.
Inatsisartutlov om Digital Betalingsforvaltning kan hentes her
Anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om behandling af personoplysninger fastlægger reglerne for, hvordan personoplysninger håndteres i Grønland, og beskytter borgernes privatliv i henhold til databeskyttelseslovgivningen.
Anordningen gælder for både offentlige og private dataansvarlige og fastsætter krav til sikker opbevaring, behandling og videregivelse af personoplysninger. Desuden specificerer den, hvornår og hvordan oplysninger kan behandles og overføres, herunder også krav om Datatilsynets rolle i at sikre overholdelse af reglerne. Anordningen fastsætter minimumskrav om til de registreredes rettigheder.
Anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om behandling af personoplysninger kan hentes her
Anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om Det Centrale Personregister fastlægger reglerne for registrering af personoplysninger i Grønlands Centrale Personregister (CPR).
Anordningen sikrer, at alle personer, der bor i Grønland, registreres med et unikt personnummer og adresseoplysninger, hvilket muliggør korrekt og sikker udveksling af oplysninger mellem offentlige myndigheder og private med en berettiget interesse. Anordningen regulerer desuden administrationen af CPR og omfatter krav til bopælsregistrering, flytning og dokumentation af persondata.
Anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om Det Centrale Personregister kan hentes her
Anordningen om ikrafttræden for Grønland af lov om MitID og NemLog-in fastlægger reglerne for anvendelse af MitID og NemLog-in i Grønland.
MitID er den nationale digitale identitetsløsning, der gør det muligt for borgere og virksomheder at tilgå digitale tjenester sikkert og identificere sig elektronisk. NemLog-in understøtter offentlige myndigheder med fælles digitale infrastrukturløsninger til sikker autentifikation og signering. Anordningen sikrer, at disse systemer anvendes korrekt, så sikkerhed og brugerbeskyttelse opretholdes.
Anordningen om ikrafttræden for Grønland af lov om MitID og NemLog-in kan ses her
Anordningen om ikrafttræden for Grønland af lov om Center for Cybersikkerhed fastlægger, hvordan Center for Cybersikkerhed skal beskytte samfundsvigtige IT-systemer og data i Grønland mod cybertrusler.
Centeret overvåger og håndterer sikkerhedshændelser hos offentlige myndigheder og virksomheder, som er tilsluttet centerets netsikkerhedstjeneste. Anordningen giver centeret mulighed for at behandle data og udføre sikkerhedstiltag for at forhindre og imødegå cyberangreb, herunder at beskytte borgernes data og sikre en stabil digital infrastruktur.
Anordningen om ikrafttræden for Grønland af lov om Center for Cybersikkerhed kan ses her
Der findes ingen speciallovgivning på området. Det er indeholdt i persondataanordningens almindelige regler og de almindelige privatretlige regler.
Optagelse ved hjælp af elektronisk overvågning er indsamling af helbreds oplyser og dermed omfattet af persondataanordningen krav til behandling af de indsamlede oplysninger.
Kontakt
Hvis du har spørgsmål til Digitaliseringsstyrelsens lovgivningsområder, kan du kontakte diastab@nanoq.gl.